Udgivet søn d. 10. maj 2020, kl. 08:40

Læs dagens tekst fra Johannesevangeliet 8,28-36 her: https://www.bibelselskabet.dk/...

”Sandhed” er et ord, vi hører flere gange i dagens tekst. Først skal vi lære sandheden at kende og efterfølgende gør sandheden os frie. Men sandhed - hvad er det? Kan vi forstå og fatte sandheden? Og er der overhovedet EN endegyldig sandhed? Langt hen af vejen prøver vi at forstå og afklare sandheden. Eller måske rettere sagt prøver vi at afklare dele af sandheden.

Videnskaberne forsker i alt - fra det mindste til det største. Videnskaberne nærmer sig hele tiden sandheden eller sandhederne, for hver videnskab mener at have sandheden. Men virkeligheden og verden er så indviklet, at der hele tiden dukker nye nicher af sandheden op, og på en måde er det nok meget godt. Når det kommer til stykket, kan vi mennesker nok slet ikke forholde os fuldt ud til sandheden. Og det gælder kun de ting, vi kan se med vores øjne og høre med vores ører.

Når det kommer til sandheden om Gud… hvor står vi så? Kommer vi mennesker nogensinde til at forstå Gud? Nej, ikke fuldt ud og gudskelov for det – for det ligger i den guddommelige natur, at vi ikke SKAL forstå Gud fuldt ud. Men gennem ord og billeder kan vi få små bidder af sandheden om Gud fortalt. Det er det, der bliver sagt i teksten til i dag, hvor Jesus siger: Hvis I bliver i mine ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie. Sandheden vi skal lære at kende, og som kan sætte os fri, er Jesus! Teksten afslutter med ordene; Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.

Sandheden, når vi taler kristendom, er altså ikke en død sandhed vi kan forske os frem til, nej, sandheden er en levende person og et levende ord. Sandheden går først og fremmest gennem vores hjerte, og planter sig som troen i vores krop og sind. Jesus siger, at vi må BLIVE i hans ord. De er som et hus vi bo i, og som beskytter os mod al den forvirring og alle de forandringer, der blæser imod os, og som truer os med at rive os omkuld. Jesu ord omgiver os, så vi må hvile i dem og hente tryghed. De er mere end en bygning af døde sten. Det er en bygning af ånd og liv, som vi må leve i og leve på.

Kategorier Nyheder