Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Festkoncert med Mames Babegenush

OKT
02

Festkoncert med Mames Babegenush


Dato Søndag d. 2. oktober 2022, kl. 19:30
Sted Kildevældskirken, Ved Kildevældskirken 2, 2100 København Ø
Festkoncert med Mames Babegenush

Kildevældskirkens 90-års-fødselsdag bliver fejret med et brag, når det danske klezmerband Mames Babegenush denne søndag giver koncert i kirken. 

Mames Babegenush er syd og øst, der møder nord. Det er stærke skandinaviske rødder sammenflettet med den traditionelle jødiske klezermusik og den sprudlende dansemusik fra Østeuropa – fra stemningen af nordiske fyrretræer til farverige bryllupper i Rumænien giver Mames Babegenushs musik en følelse af både melankoli og ekstatisk glæde.

Det seks mand store band blev dannet i 2004 i København og har siden manifesteret sig med både en frisk lyd og et modigt musikalsk udtryk med fokus på den jødiske klezmermusik.

Klezmer var oprindeligt betegnelsen for jødiske instrumenter og senere musikere, men er i løbet af de sidste hundrede år blevet til en musikalsk genre i sig selv. Klezmermusik er traditionel jødisk folkemusik specielt dansemusik som bruges til bryllupper og andre fester. Og netop den stil har  Mames Babegenush gennem årene finpudset med deres eget personlige præg.

Bandet er kendt for deres liveoptrædener, hvor de udfolder deres dynamiske univers.  Igennem årene har de seks musikere spillet på nogle af de mest legendariske spillesteder og festivaler verden over som Carnegie Hall i New York, Bergen International Festival, Det Kongelige Teater, Chicago World Music Festival, Roskilde Festival, spillestedet Paradiso I Amsterdam – og altså nu også Kildevældskirken.

Kom og vær med til at fejre Kildevældskirken i 90 år med denne festlige koncert.

Der er gratis adgang.