Hver måned, sin stemning og sin sang. Det er Septembers himmel er så blå et glimrende eksempel på. Sangen indleder reelt efteråret, men med farvevalget af himlen leder den mere tanken hen på sensommeren – eller Indian Summer, som tiden hedder lidt mere eksotisk.

Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande fór
med sol på sine vinger.

Sangen blev skrevet af Alex Garff (1904-1977), der var forfatter, oversætter og gymnasielærer på Randers Statsskole og senere på Aurehøj Gymnasium. Men i 1949 var han gæst på Ry Højskole. Her, en søndag morgen i september, skrev han sangen og læste den op for skolens lærere og elever. For så vidt var det ikke en pludselig indskydelse. Det var et bestillingsværk fra Danmarks Skoleradio, og inden Alex Garff gik i gang, havde sangen allerede fået den nok så kendte melodi af Otto Jørgensen.

 
Synonym med september
Siden er sangen nærmest blevet synonym med september, og den har da også sin naturlige plads i Højskolesangbogen. I 2015 blev den af DR P2 placeret på tiendepladsen på Klassisk Top 50 over de mest populære fællessange. Nummer ét på samme liste var H.C. Andersens I Danmark er jeg født på Poul Schierbecks melodi. 

Månedens vejrfænomen  
Men er der overhovedet noget om snakken? Er himlen vitterlig mere blå i september end i årets øvrige 11 måneder? Ja, det er den. I en artikel på dr.dk, publiceret i 2012, slår Per Fløng fast:

»I september måned oplever vi for første gang i lang tid, at iskold og tør luft fra nord strømmer ned over Danmark. Når det sker, opleves himlen forbavsende smuk og overraskende blå. Det er netop den iskolde tørre luft og fraværet af vanddamp i atmosfæren, der får himlen på en klar, kølig septemberdag til at opleves mere blå.«

 
Septembers spændingsfelt
Jeg holder meget af Septembers himmel – sangen er så kendt, at resten af titlen er underordnet. Sangen omfavner spændingsfeltet mellem den skønne og livsbekræftende sommer, vi stædigt nægter at slippe, og det ruskende og regnfulde efterår.

Og det er også sådan, at jeg har det i skrivende stund, her få dage før septembers måneds indtog. Det er i øjeblikket så trist, at det snart er slut med de varme strandturene, grillaftenener og en kold cocktail på terrassen eller altanen. Jeg kan ikke fatte, at de mørke timer igen er ved at få overtaget.

På den anden side er det netop her, livet leves. I Danmark hylder vi årstidernes kommen og gåen, og varme lande misunder os ofte denne variation i vejret. Naturligvis kan også jeg savne solen, når vinteren for alvor strenges, men processen er nødvendig, for at det kan blive forår på ny. Og mere lavpraktisk hører det sig nu mere til med rødbrune blade i efterårsferien og mørke decembervinduer ind under jul. Og bare rolig, kærligheden klarer det hele, for som Alex Garff slutter sin sang:

Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.


Tekst Bo Nygaard Larsen