02/07/2024 0 Kommentarer
Kildevældskirken starter voksenkor for alle
Kildevældskirken starter voksenkor for alle
# Nyheder
Kildevældskirken starter voksenkor for alle
Kan du lide at synge, og kan du lide at gøre det med andre voksne? Så er du velkommen til at være med i Kildevældskoret, som Kildevældskirken lige nu er ved at starte op. Bag ideen står organist Stefán Arason, der også er korleder:
»Det er sundt at synge, og det er godt at synge sammen. Det giver fællesskab, og så bliver man bare mere glad. Og det er det, der er formålet med Kildevældskoret,« siger Stefán Arason.
For ham er det afgørende, at alle kan være med.
»Alle kan synge, og derfor er der ingen optagelsesprøve eller krav om nodelæsning. Fællessang har altid betydet meget her i landet, og under Coronanedlukningerne så vi, at det var noget, folk savnede. Dengang sang vi med fra vores stuer, og den energi og glæde, der var dengang, passer perfekt til Kildevældskoret,« siger Stefán Arason.
Repertoiret bliver en blanding af pop, rock, salmer, gospel, viser og klassiske korsatser.
»Det er altid spændende at synge noget forskelligt. Det er både med til at udvide vores horisont og give en forståelse af, at al sang og musik er forbundet med hinanden. På den måde bliver det da også festligt, folkeligt og fornøjeligt at synge med i koret,« siger Stefán Arason.
Korprøverne finder sted onsdage kl. 19.30-21.30 i Kildevældskirkens krypt. Første gang er den 2. marts, hvor man bare møder op og melder sig til. Det er gratis at være med. Et par gange om året vil koret deltage i en gudstjeneste, ligesom det også vil give koncerter i kirken.
»Det gælder bare om at møde op. Og tag gerne en ven eller en nabo – eller dem begge to – med, så vi kan få en så god start som muligt,« siger Stefán Arason.
Tekst Bo Nygaard Larsen
Foto Kildevældskirken
Kommentarer