Hver årstid har sin egen tone med sine egne salmer. Det gælder også sommeren. En af de mest populære sommer- salmer er Det dufter lysegrønt af græs, som Johannes Johansen med svensk forlæg har udødeliggjort. Sognepræst Rikke Vedel Hansen skriver her mere om den kirkelige landeplage.

Tekst Rikke Vedel Hansen

Det er højsommer, lyst, livligt og grønt. Og selvom det også i det kirkelige årshjul betyder en mere rolig periode uden de store højtider, så er noget af det, vi kan glæde os over i denne skønne sommertid, de dejlige lyse og lette sommersalmer. 

En af de sommersalmer, jeg holder allermest af, er Det dufter lysegrønt af græs, der har nummer 725 i salmebogen. Den blev oprinde- ligt skrevet af den svenske forfatter Carl David af Wirsén i 1889. I 1945 gendigtede K. L. Aastrup den med titlen Den blide maj med sommergrønt. Men det var først, da Johannes Johansen, tidligere biskop i Helsingør Stift, i 1996 oversatte den til Det dufter lysegrønt af græs, at den fik sit danske gennembrud. Alle tre versioner har den samme melodi, som Waldemar Åhlén skrev i 1933.

For mig betyder sommeren, at sanserne næres på den helt store klinge. Lyset er mere intensivt, alle naturens farver eksploderer omkring os, og blomster og planter udsender de skønneste og mest aromatiske dufte. 

Alt det bliver der sat smukke ord på i salmen. Sanserne er taget i brug, når Johannes Johansen beskriver naturen med billeder hentet fra det danske sommerlandskab med grøft, mark, enge, klit og næs. 

Jeg kan se for mig, hvordan vinden lufter igennem klitterne i første vers, og hvordan vi løsnes op i krop og sjæl med varmen. Jeg lægger selv meget mærke til fuglenes spæde pippen, når lyset langsomt vender tilbage i det spæde forår, og når vi når sommerens lange lyse nætter er deres sang, en ren lovprisning af skaberkraften fra morgen til aften, som det sker i andet vers.  

Men salmens store styrke kommer til udtryk i fjerde vers:

Ja, du gør alting nyt på jord,
en sommer rig på nåde.
Men klarest lyser dog dit Ord
af kærlighedens gåde.
Alt kød må dø,
hver blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet.

Her beskriver Johannes Johansen meget smukt, hvordan Gud gør alting nyt igen og igen med naturens opblomstring. 

Vi ser nåden i skaberværket, når alt det, som før var tørt og vissent, blomstrer op på ny, og samtidig væves evigheden ind i vores bevidsthed. Her peger han frem mod et liv, jeg ikke skal leve på jorden, for der kommer også noget nyt liv og fornyelse i evigheden. 

God sommer.